top of page

VISION PILOT inviterede til tysk iværksætter-dating


Tekst og foto: Helle Hansen


Iværksættere fra Gellerup tog til Kiel for at udveksle ideer og skabe nye partnerskaber

I september tog en halv snes medlemmer af IværksætterCluster Gellerup på tur over grænsen til Aarhus venskabsby Kiel for at møde tyske iværksættere og høre, lære og måske indgå partnerskaber. Andreas Holmgaard-Jensen og Hanne Marklund fra VISION PILOT, der til daglig varetager sekretariatsopgaven for den nye paraply-forening for Gellerups iværksættere, stod for planlægningen og den praktiske gennemførsel af besøget, der er kommet i stand i samarbejde med de tyske værter.


”Vi inviterede alle vores tre iværksætterhuse, der ligger langs boulevarden i Gellerup, til at sende repræsentanter med. En lille halv snes iværksættere slog til, en enkel deltog dog kun virtuelt,” fortæller Andres Holmgaard-Jensen. Programmet i Kiel var tæt pakket med møder og rundvisninger i løbet af de godt 26 timer opholdet varede. ”Vi gennemførte først en seance, som vi kalder Iværksætter-dating. Her fik de danske deltagere hver tre minutter til at præsentere sig. Hvem er de, hvad laver de, og hvilken type samarbejdspartner kunne de drømme om? Derefter var der tid til spørgsmål, kommentarer og måske tilkendegivelser, inden næste deltager fik ordet,” fortæller Hanne Marklund.


De to VISION PILOTS har stor erfaring i at facilitere den slags udviklingsprocesser, og de kan også efterfølgende være med til at udvikle koncepter for eventuelle samarbejder, det måtte opstå efter de korte møder i Kiel. Efter dating-seancen blev de danske gæster vist rundt i fire forskellige tyske iværksættermiljøer spredt ud over byen. Det største område ligger i bygninger i et stort nedlagt marinehospital i nordbyen, mens det mest eksklusive er etableret i det tidligere trykkeri hos den lokale avis Kielers Nachtrichtens. I et gammelt diskotek er de unge og de helt nystartede rykket ind, og i en nedlagt gammel kunstskole er iværksætterne med til at skabe en hel ny bydel.


”Det var fantastisk at opleve så stor aktivitet og initiativ hos iværksætterne alle steder. Kiel et en by, der kun er lidt mindre end Aarhus, men der er så mange muligheder. Og vi skal nu i gang med at finde ud af, om vi kan lære noget af deres måde at organisere sig på. Det virker i hvert fald til, at der meget mere opbakning til at skabe rammer for iværksætteri og også med at hjælpe iværksætterne med at komme af med deres produkter. Midt på hovedgaden i Kiel er der simpelthen indrettet en butik, hvor iværksætternes ting kan købes,” fortæller Hanne Marklund.


VISION PILOT, der selv bor i Kollektivbyen, var også selv på dating i Kiel for at finde partnere til et projekt, der handler om at være med til at hjælpe unge mennesker med at skabe deres egne job inden for kunst og kulturområdet. ”Vi fik en god kontakt og skal nu i gang med at snakke mere konkret om, hvordan et sådant samarbejde på tværs af landegrænser kan give mening,” fortæller Andres Holmgaard-Jensen.


IværksætterCluster Gellerup

IværksætterCluster Gellerup er en paraply-forening for de tre iværksætterkollektive i Gellerup: Den Gode By i Blixens, SquareOne på hjørnet ved Karens Blixens Boulevard og Kollektivbyen i K&A-centret.

Seneste blogindlæg

Se alle

Comments


Commenting has been turned off.
bottom of page